SEAT Viborg

Sølvsten Biler indgår samarbejde med verdens største biludlejer

Sølvsten Biler har netop indgået samarbejde med den amerikanske biludlejningsgigant Enterprise. De vil sammen skabe tryghed omkring at leje bil og gøre det populære mini-lease kendt i midtjyske.

Fra 2. marts finder du Enterprise Rent-A-Car, der har over 10.000 stationer på verdensplan, hos Sølvsten Biler på Lundborgvej 12 i Viborg. Hos Sølvsten Biler, der er autoriseret forhandler af bilmærkerne Volkswagen, ŠKODA, SEAT og autoriseret Audi Servicepartner, ser de stor værdi i at udvide sortimentet. Danskerne er nemlig ved at få øjnene op for biludlejning som andet end transport på den årlige charterferie.

”Vi oplever, at efterspørgslen for biludlejning vokser. Danskerne vil have mere fleksibilitet og have adgang til et køretøj på mange forskellige måder, der kan være et alternativ eller supplement til det at eje en bil på traditionel vis,” udtaler Steffen Christensen, Direktør hos Sølvsten Biler.

”Vi vil selvfølgelig gerne stadig sælge og lease biler i vores forretning, men med biludlejning – og ikke mindst mini-lease - får vi endnu et ben at stå på og håber at kunne appellere til et endnu bredere publikum. Er der fx længere leveringstid på en ny bil, kan vi med Enterprise Rent-A-Car tilbyde en billig bil i den mellemliggende periode. Det kan også være en smart måde at teste sit behov af over længere tid,” udtaler han om det nye forretningsområde.

Spar penge og lej bilen
Hos Enterprise kan du leje din bil helt ned til kun én time i forvejen, og skal du på weekend med familien, kan der ligefrem være penge at spare ved at leje en bil frem for fx offentlig transport.

Enterprise har altid lave, faste priser på biludlejning. Men ifølge Steffen Christensen er der mange andre parametre end bare prisen, der taler for at leje bilen.

”Du kan køre, når du vil, og hvorhen du vil. Når man kommer lidt uden for de større byer, kan det være begrænset med den offentlige transport. Og så kan du kan aflevere bilen hos os på alle tidspunkter inden for lejeperioden. Det giver dig alt andet lige en utrolig fleksibel løsning, hvor du ikke er bundet af eksempelvis afgangstider. Og skal man flere af sted end to, så er der ligefrem penge at spare ved at leje en bil,” siger Steffen Christensen. 

Store forventninger til mini-lease
Mini-lease har de seneste år vundet kraftigt frem især i de større byer, hvor mange bruger det som et reelt alternativt til at eje eller lease sin egen bil.

”Mini-Lease er en form for langtidsleje, hvor du har bilen fra minimum én måned og helt op til 12 måneder. Det er utroligt fleksibelt, da der er ingen binding eller udbetaling, og prisen starter hos allerede på 3.295 kr. om måneden inklusive forsikring, ejerafgift og service. Og vi har ofte kampagner med endnu billigere priser,” udtaler han og fortsætter:

”Mange folk kender ikke deres transportbehov langt ud i fremtiden og vil ikke binde sig i længere tid. Med mini-lease kan du blandt andet skifte bil hver måned, hvis dit behov pludseligt skulle ændre sig, og du har brug for en stationcar en periode, ” lyder det fra den erfarne bilmand, der har store forventninger til, at det nye leasing-produkt også får succes i Viborg.

Mini-lease bliver også brugt af mange virksomheder og især håndværkere, da det er en glimrende måde at supplere de eksisterende biler og varebiler i forbindelse med sæsonudsving og perioder med ekstra arbejdspres.

Enterprise åbner officielt dørene i Viborg den 2. marts.

 

Om Enterprise Rent-A-Car

  • Etableret i 1957 i USA og er i dag verdens største biludlejningsselskab med mere end 100.000 ansatte.
  • Tilbyder i Danmark leje og Mini-Lease til private og erhvervslivet af både personbiler og varebiler.
  • Enterprise havde i 2019 over 75.000 udlejninger i Danmark.
  • Flåde på over 2 millioner biler globalt.
  • Med over 10.000 udlejningsstationer i hele verden er Enterprise repræsenteret i 90 lande over hele verden.
  • Pt. 13 stationer i Danmark – Københavns Lufthavn, København N, Billund Lufthavn, Fredericia, Aarhus, Aalborg Lufthavn, Aalborg, Odense, Svendborg, Sønderborg, Esbjerg og Viborg.